Sandskuder

Denne saakaldte Skudehandel eller Nordstrandshandel hører oprndelig hjemme i Thy, og først senere blev den ogsaa almindelig i Vendsyssel. Den omtales i et Aktstykke fra 1665, men har da allerede været gammel i Thy.
Dette Dokument er en Ansøgning til Kongen fra Beboerne af Hanstholm og Klitmøller, i hvilken de andrager om, at de maa faa Lov at vedblive ,den ældgamle Skik og Brug fra Arilds Tid af", som de og deres Formænd har drevet, nemlig at sejle til Norge med en Snes Tønder Korn eller Mel, hvilket den nye unge Borgmester i Thisted nu vilde formene dem.
Strandmændene fik den ønskede Tilladelse, og Borgmesteren maatte foretage et Tilbagetog. Senere ordnedes denne Handel ved gentagne kongelige Bevillinger, idet Skudehandleriie fik Tilladelse til at opkøbe Landets egne Produkter som Korn, Smør og Ost og fra Norge føre Tømmer, Kalk og Sten, efterhaanden ogsaa Jern, Kakkelovne og Tjære som Returladning tilbage.
Skudehandelen dreves derefter langs hele Stranden fra Skagen til Agger, ja endogsaa et Stykke sønden for Limfjordsudløbet, idet ogsaa Beboerne i Skodborg og Vandfuld Herreder i 1688 havde faaet Tilladelse til med Sandskuder at sejle fra Bovbjerg og Harboøre til Norge. Denne Skudehandel var sikkert ganske givtig
Aalborg klagede stadig over, at den var Borgerskabet til største Afbræk og Svækkelse, og i ,Danske Atlas" hedder det i 1769: ,Disse Strandboere og Skippere kan ikke andet end være formuende Folk, efterdi de ernærer sig baade som Borgere og Bønder".
De vigtigste Handelspladser var Kjul, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Slettestrand, Thorupstrand, Hanstholm og Klitmøller.
Men forøvrigt dreves Handelen af enhver, der havde en Skude ved Stranden.

I Slutningen af 18. -Aarhundrede var omtrent et halvt Hundrede Skuder i Fart, der hver kunde lade fra 100 til 500 Tdr. Byg. Da det i 1735 var bleven paalagt det søndenfjeldske Norge ene og alene at tage sit Forbrug af Korn fra Danmark, har Skipperne ikke savnet Afsætning.

Skudehandleren var i sin Tid Vestkystens Matador. Hos ham maatte baade Præst og Proprietær søge Kredit, han var som oftest Strandfoged og Strandingskommissionær, og han stod i et venskabeligt Forhold til de stedlige Autoriteter, hvilket ikke blev forstyrret, selv om han smuglede en Del eller gjorde sig lidt ulovlig Fordel ved Strandinger.
Det fortælles om en af dem, at han affandt sig med de Bønder, han skyldte Penge, ved at give dem Tilladelse til at hente ,et Læs Fjæl paa Stranden".

Nordstrandshandelen fik sit første svære Knæk i Krigen med England 1807-14, da det var et Vovestykke at forsøge at sejle over Skagerak. I Norge indtraadte tilsidst en formelig Hungersnød, og mange norske Fiskere vovede den farlige Sejlads til Jylland for at hente Levnedsmidler i deres Smaabaade. Fik Englænderne Øje paa dem, var Baad og Ladning fortabt, og Mandskabet kom i Fangenskab. ,Terje Vigen" har ikke manglet Lidelsesfæller i det virkelige Liv.

I Thisted Amt kom Skudehandelen aldrig rigtig i Gang igen efter den engelske Krig.
I Vendsyssel tog Handelen derimod endnu en Gang et Opsving, og helt standsede denne Handel ikke, før Jernbaner og Dampskibe ledede Omsætningen ind paa helt nye Baner.
I 1851 gik det første Dampskib gennem Limfjordens vestlige Udløb til England, og, dermed indvarsledes Skudehandelens Undergang. Dødsstødet fik den, da Vendsysselbanen aabnedes i 1871. Efter den Tid begyndte de gamle store Handelsgaarde ved Kysten at staa tomme, - adskillige af dem er nu indrettede til Sommerpensionater for Badegæster. Men endnu ser man hist og her paa den øde Strand et mægtigt Pakhus med mange Luger som Minde om det fordums travle Liv mellem Klitterne.